AMU: Fleksibel og billig efteruddannelse

Arbejdsmarkedsuddannelserne - AMU - indeholder en række ofte oversete kompetencegivende efteruddannelser.

Mange statslige arbejdspladser overser mulighederne for kompetenceudvikling via AMU-systemet. De går dermed glip af relevant, fleksibel og billig kompetenceudvikling.

De færreste ved, at der principielt er frit optag på AMU, og at der er mulighed for, at medarbejderteams med forskellig uddannelsesbaggrund kan deltage på samme uddannelsesforløb – som fx kan foregå på arbejdspladsen. Et fælles AMU-forløb kan imødekomme de kompetencebehov, der opstår, når der fx indføres ny teknologi, en ny organisering af arbejdet, eller hvis der er behov for at styrke teamsamarbejdet.  

Hovedmålgruppen for AMU er faglærte, ufaglærte og etatsuddannede, men AMU tilbyder en række uddannelser, som også er relevante for fx akademikere, bacheloruddannede og medarbejdere med en kortere videregående uddannelse. Det eneste krav for at deltage i et AMU-kursus er, at man skal bo eller arbejde i Danmark.

Økonomiske fordele for AMU-målgruppen

Deltagerbetalingen for målgruppen for AMU (ufaglærte, faglærte og etatsuddannede) er ca. mellem 110 og 190 kroner pr. dag afhængig af kurset. Læs mere om priserne for AMU på Uddannelses Guiden.

Deltagere der tilhører AMU-målgruppen kan få kompensation for tab af løn eller mulighed for arbejde. Kompensationen gives igennem Voksen- og Efteruddannelse-godtgørelse (VEU-godtgørelse). VEU-godtgørelsen svarer til 80 procent af dagpengesatsen for fuldtidsbeskæftigede. 

Eksempler på kurser fra AMU

På hjemmesiden amukurs.dk finder man en lang række kurser, der kan være relevante for flere end blot målgruppen. Det kan fx være:   

Kursusprisen for kursister uden for AMU-målgruppen er varierende, men nedenfor gives eksempler på priser.

  • Den Grundlæggende Lederuddannelse. Et lederudviklingsforløb over 13 dage fordelt på 4-6 måneder. Forløbet er opbygget af kursusmoduler af 2-3 dages varighed bestående af seks kurser, der også kan gennemføres enkeltvis.
    Pris for målgruppen: 2.392,- Pris uden for målgruppen: ca. 7.066,-
  • Design - Målgruppe og budskab. Er kurset til dem, der ønsker at lære, hvordan man arbejder med formsproget i kommunikations- og markedsføringsprodukter samtidig med, at man tager hensyn til målgruppe og budskab. Kurset indebærer undervisning i, hvordan man vælger fx typografi, farver og æstetik. Varighed: 1 dag.
    Pris for målgruppen: 108,- Pris uden for målgruppen: ca. 818,-
  • Ledelse af innovationsprocesser. Er kurset, der på et grundlæggende niveau lærer dig at lede innovationsprocesser. Det vil sige at anvende enkle metoder til at involvere og lede medarbejdere i innovationsprocesser på et operativt niveau. Varighed: 2 dage.
    Pris for målgruppen: 368,- Pris uden for målgruppen: ca. 1.105,-
  • Håndtering af personoplysninger. På kurset lærer deltageren at behandle personoplysninger i overensstemmelse med Persondataloven og selvstændigt skelne mellem almindelige og følsomme oplysninger. Varighed: 3 dage.
    Pris for målgruppen: 324,- Pris uden for målgruppen: ca. 1.542,-
  • God forvaltningsskik og administrativ praksis. Kurset lærer deltageren at udføre både myndighedsopgaver og serviceopgaver under hensyn til reglerne om god forvaltningsskik. Varighed: 2 dage.
    Pris for målgruppen: 216,- Pris uden for målgruppen: ca. 1.105,-
  • Konflikthåndtering. Det er kurset, hvor man lærer at afværge konflikt- og voldstruende situationer på en faglig, sikkerhedsmæssig og professionel måde i jobudøvelsen. Herunder lærer man også at skelne mellem effektiv og ineffektiv kommunikation. Kurset giver redskaber til at afværge, nedtrappe og forebygge uhensigtsmæssige konflikter samt opfange stresssymptomer. Varighed: 3 dage.
    Pris for målgruppen: 324,- Pris uden for målgruppen: ca. 1.825,-
     
  • Design og automatisering af regneark. Det er kurset, hvor man lærer at blive bedre til at arbejde med regnearkprogrammer såsom Excel. Man lærer at arbejde med flere ark i samme projektmappe og oprette formler på tværs af flere regneark, så man eksempelvis kan køre kundelister og lageroptegnelser sammen. Deltageren lærer også at automatisere regnearket ved hjælp af de indbyggede funktioner og faciliteter. Varighed: 2 dage.
    Pris for målgruppen: 368,- Pris uden for målgruppen: ca. 1.167,-

Tag uddannelsen på din arbejdsplads

Er der flere på samme arbejdsplads, der har behov for at få en efteruddannelse, så er der mulighed for at lade AMU-undervisningen foregå på arbejdspladsen. På denne måde er der også mulighed for at AMU-uddannelsen tilpasses den konkrete arbejdsplads. Kontakt din lokale AMU-udbyder og hør nærmere om mulighederne for særligt tilpassede uddannelsesforløb. Se Undervisningsministeriet liste med links til de 13 AMU-skoler.

Nyttige links

Der er mulighed for at få VEU-godtgørelse og befordringstilskud. Det kræver, at man opfylder en række betingelser, og at den valgte uddannelse opfylder kravene.

AMU
AMU står for arbejdsmarkedsuddannelser. Målgruppen for efteruddannelserne er faglærte, ufaglærte og etatsuddannede såsom fængselsbetjente og interne uddannelser i DSB og SKAT.

AMU er tilgængeligt for alle, der bor eller arbejder i Danmark. 

34.093 statslige AMU-kursister
De hyppigste AMU-brugere i staten kommer fra brancherne:

  1. Forsvaret 9.848
  2. Politiet 7.829
  3. Undervisning 4.944
  4. Folkekirken 3.664

Baseret på seneste opgørelse fra 2014