Processen med at udarbejde en kompetencestrategi

Fælles ejerskab til kompetencestrategien fra både ledere og medarbejdere er vigtigt. Det støtter implementeringen og øger effekten.

Kompetencestrategien skal godkendes af arbejdspladsens samarbejdsudvalg (SU). Det er fastlagt i Kompetenceaftalens § 8, hvor der står, at samarbejdsudvalget skal ”fastlægge principper og retningslinjer for den samlede kompetenceudviklingsindsats i institutionen (kompetencestrategi).”

På nogle arbejdspladser vælger samarbejdsudvalget at nedsætte et underudvalg – et kompetenceudvalg – til at udarbejde et udkast til en kompetencestrategi.

Indsamling af input fra arbejdspladsen
Input til kompetencestrategien kan komme på forskellig vis, fx:

  • Ledere og medarbejdere kan tage en fælles snak om udviklingsbehov.
  • HR kan samle op på input fra medarbejderudviklingssamtaler.
  • Ledelsen kan tale om kompetencebehov på et strategiseminar.
  • SU kan drøfte udviklingsbehov. 
  • Tillidsrepræsentanter kan drøfte kompetencebehov på et klubmøde.
  • HR kan afholde fokusgruppeinterviews med udvalgte medarbejdere og ledere på arbejdspladsen.

Værktøj til workshop for SU om kompetencestrategi
Kompetencesekretariatet har udarbejdet et forløb for en tre-timers workshop: ”Kompetenceudvikling med effekt”.

Målet er, at jeres samarbejdsudvalg får:

  • Et fælles sprog om kompetencer og kompetenceudvikling. 
  • En struktureret dialog om kompetenceudvikling i lyset af jeres aktuelle strategiske udfordringer.
  • En struktureret dialog om hvilke kompetencer I har brug for at udvikle i de kommende år.
  • Afsæt til jeres videre arbejde med kompetencestrategien.

I kan selv facilitere workshoppen, da der er udarbejdet drejebog mv. til en intern facilitator. Kompetencesekretariatet kan også facilitere workshoppen for jer.

Find procesguiden til workshop-forløbet ”Kompetenceudvikling med effekt” her

Downloads: