Projekt: Social kapital med fokus på kerneopgaven

Det daværende Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse igangsatte i 2014 et stort projekt om social kapital på tværs af hele ministerområdet.

Projektet var omfattende og involverede kompetenceudvikling for alle 2500 medarbejdere og ledere i et forløb over to år.    

”På bagkant af flere store omstillingsprocesser i ministeriet ønskede vi fra centralt hold at igangsætte en udvikling, der fokuserede på noget positivt, på tillid, retfærdighed og samarbejde koblet til kerneopgaven. Begrebet om ”social kapital” indeholder netop den kobling”, siger Lars Meyer, afdelingschef i Koncern-HR, som servicerer hele ministerområdet.
  
Et fælles projekt
Tillidsfolk og ledelser formulerede i fællesskab et tværgående projekt for hele ministeriet. Midlerne til projektet blev bevilliget af overenskomstparterne på statens område fra Fonden til Udvikling af Statens Arbejdspladser (FUSA).
  
For Lars Meyer er timingen af projektet god og social kapital-tilgangen den helt rigtige.
  
”Et projekt om vores sociale kapital er det helt rigtige for os, fordi det netop kobler samarbejde og kerneopgave. Vi tror på, at arbejdet med de sociale relationer på arbejdspladserne i ministeriet er et meget væsentligt parameter for trivsel og produktivitet – og at det på den lange bane virker positivt ind på kvaliteten og effekten af vores arbejde”, siger Lars Meyer. 
  
Lokalt forankret
Både før projektets start og i løbet af det første halve år har man gjort meget ud af at sikre ejerskabet lokalt. Tillidsrepræsentanterne er blevet aktivt inddraget og sidder med i styregrupperne.
  
”Vi vil gerne sikre, at medarbejdere og ledere i alle institutionerne på ministerområdet får tid nok til sammen at definere, hvad social kapital er for dem, og til at få etableret det rigtige fokus og samspil. Det kan være meget situationsbestemt rundt omkring i organisationen, hvad der skal lægges særligt vægt på – og det er vigtigt at have god tid til den proces”, siger Lars Meyer.
  
Kompetencegivende uddannelse
Efter sommeren er alle medarbejdere inviteret til kick-off-møder med bl.a forumteater, og så skal 450 ledere, arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter på fælles uddannelse i social kapital. De enkelte afdelinger vil i deres arbejde med kerneopgaver og relationer også få tilbudt facilitering og andre understøttende aktiviteter.
    
En langsigtet investering
Lars Meyer pointerer igen og igen vigtigheden af, at projektet samler ministerområdet om noget positivt – og at det peger fremad.
  
”Med projektet tager vi de omstillinger, som medarbejderne har været igennem, alvorligt”, siger han.
  
”Social kapital er ikke bare et projekt, der slutter en dag. Det er en lille start på et endnu længere projekt for os, hvor tillid, retfærdighed, måden vi kommunikerer på og arbejder sammen er et helt indarbejdet element i vores opgaveløsning”, siger Lars Meyer. ”Det er en blivende kulturforandring”.
  
Nyt netværk om social kapital
Ifm. projektet blev der etableret et netværk for alle statslige arbejdspladser, der modtog støtte fra FUSA til en social kapital-indsats.

Igennem en toårig periode fungerede netværket som et forum for videndeling om erfaringerne fra arbejdet med social kapital.

Mere viden om projektet

Projektet er gennemført med støtte fra Fonden til Udvikling af Statens Arbejdspladser (FUSA). Læs mere om muligheden for fondsstøtte til kompetenceudviklende projekter på statslige arbejdspladser.

Kontaktpersoner: